Regnens Forbandelse, Anne Provoost
På dansk ved Aino Roscher
Nedstigningen
Vi havde lettere ved at få øje på bålene end
på de kvinder, der tilberedte maden på dem. Solen befandt
sig skråt bag os. Vi lagde vore byrder fra os: min far buret og
varmebækkenet, Put kisten med smykkerne og muslingeskallerne, jeg
åget og Alem teltets huder. Jeg satte mig udmattet ned. Det var
frem for alt vinden, der havde gjort mig træt, den sled evigt og
altid i håret, blæste støvet op i ansigtet, hylede
i ørerne. Det hjalp at holde sig helt nede ved jorden. Så
susede den hen over en på jagt efter steder, den kunne kaste sig
mod, og lod til at glemme en. Jeg førte æselet hen, så
dets store krop på de lave ben beskyttede min mor nogenlunde. Da
det stod rigtigt, blinkede min mor hurtigt med venstre øje, og
lille Put kom omgående hen for at løsne det klæde,
hun var svøbt ind i. Jeg vidste, at det var tid til hendes olie.
Hun trængte til at få noget at spise og sidde op i mine arme,
vi var allerede meget senere på den end normalt. Jeg fik øje
på noget kvas, ville samle det, koge vand, slå teltet op og
betragte mylderet i dalen fra det. Alle var udmattede efter rejsen, så
nu, hvor vi var fremme, virkede lang tids hvile som den rette belønning.
Men min far blev ved med at gå utålmodigt frem og tilbage.
Græsskærere klatrede op med segl i hænderne og kurve
på ryggen. Da de var gået forbi og der var fri passage, stillede
han sig ved den stejle sti. Den var bred, meget bredere end de kvægstier,
vi havde fulgt tidligere, og den havde trin, der var opstået af
den hyppige brug. "Saml jeres ting op igen," sagde han, "vi
er ikke fremme endnu."
Jeg undertrykte et suk. Put holdt op med at trække i klædet.
Det var ikke, fordi hans ord kom bag på os. Vi kendte ham, vi kunne
godt forstå hans iver efter at komme ned til bygningsværket
og dets ophavsmænd. Det var bare Alem-den-pjaltede, der ikke lod
til at have hørt ordren. Han gik ind i buskadset i hælene
på græsskærerne. Han stillede dem spørgsmål,
som jeg ikke kunne forstå, de svarede forpustet.
Min far råbte endnu en gang: "Vi er der ikke endnu. Fart på,
Alem." Hans stemme lød noget højere nu, mere skærende
og mindre hæs takket være vandsækken. Jeg kunne regne
ud, hvad det var, han gjorde: Han fejrede sin ankomst. Han var dødtræt
efter rejsen, og den eneste måde, hvorpå han kunne gøre
det klart for sig selv, at han havde nået sit mål, og at tiden
med afsavn var forbi, var ved at tale hårdt og bestemt, få
andre til at tie og iagttage, hvordan hans ordrer blev fulgt.
Alem vendte roligt hovedet mod os, hen over buskene. Han kiggede ikke
for at lytte, han lod snarere til at vende sig mod en ubetydelig lyd,
mod en hund, der står og gør uden at advare nogen.
Min far strakte sig og stak hagen frem som en kvægdriver, så
derfor kom Alem alligevel langsomt hen imod os. Uden at se væk kaldte
nomaden sin søn til sig ved at knipse med fingrene og suge luften
skurrende ind ad mundvigene. Put adlød øjeblikkeligt. Hans
knæ kom frem, et ad gangen, mellem skøderne på hans
lille tunika. Da han var nået hen til Alem, tog denne hans hånd
og trak ham ind ved siden af sig. Put nåede ham kun til albuen,
men så tæt på hinanden kunne de lige så godt ligne
et par brødre, den ene en mindre kopi af den anden. Alem værdigede
ikke længere værftet et blik. Han kiggede ud ad øjenkrogen
på det landskab, vi var draget igennem. Jeg så hans øjne
glide hurtigt frem og tilbage og vidste: Det er forbi, han forbereder
sig på noget andet.
Min far havde også set hans blik. Han hvirvlede unødvendigt
meget støv op, idet han gik hen mod de to. Alem ventede ikke, til
de stod lige over for hinanden, men sagde: "Lad mig gå nu,
herre. Lad mig vende tilbage til sumpene." Vinden slog hans hætte
op.
Min far havde kort hår, og hans krop var ikke dækket til.
Vindens vedvarende hylen i ørerne generede ham mindre end den smælden,
der lød fra nomadens kappe og tunika, en overdreven pynt, som han
ringeagtede; han fattede lige så lidt som jeg, hvorfor nogen gik
med den slags. "Allerede, Alem?" spurgte han. "Du har jo
ikke set værftet tæt på endnu."
"Jeg har set nok, herre. Man venter på os i Kana'an. De bryder
ikke op, før vi er tilbage."
Jeg udstødte et suk, som ingen hørte. Jeg sukkede endnu
en gang for at tiltrække mig Puts opmærksomhed, men han blev
stående under Alems arm uden at røre sig, som om han sad
fast.
Min fars ryg skinnede. Det var første gang siden vores afrejse,
at den var dækket af sved. "Dagen lakker mod enden. Det varer
ikke længe, før aftenen falder på!" sagde han.
En gren knækkede under min fod. Alle tre kiggede på mig, jeg
blev forskrækket over deres blikke, for jeg var ikke klar over,
at jeg havde bevæget mig.
Alem skyndte sig at kigge væk fra mig igen. Han lod til at måtte
synke noget, inden han kunne sige: "Natten er ikke andet end farvernes
forsvinden. Jeg har bragt jer til jeres mål, det par timer, der
adskiller os fra mørket, skal jeg udnytte godt." Han rakte
min far hånden.
Min far blev stående ubevægeligt et øjeblik, men greb
så hånden og trykkede den. Han åbnede kisten for Puts
fødder og betalte dem med muslingeskaller og ringe. "Tag også
æselet med," sagde han, efter at Alem havde foldet sin betaling
ind i skødet på sin kappe. Det var en gavmild gestus: Han
forærede en rrottika et æsel, det havde jeg aldrig set nogen
gøre i sumpene. Det lignede ødselhed, men dyret var træt
og måske sygt. Alem lagde sig på jorden foran min far, men
min far lagde ikke mærke til det. Han havde stillet sig hen til
skråningen igen og kiggede ud over værftet.
Jeg omfavnede først Put, den lille dreng, der slæbte sådan
på fødderne, at man kom til at hoste af det. Han så
ikke på mig. Han blev ved med at kigge ned i jorden, som om der
var et eller andet på det sted, der krævede al hans opmærksomhed.
Jeg pegede på hans perler, alle de små knogler og tænder,
som jeg havde trukket på en snor for ham. Han lagde hånden
på dem som på et ømt sted.
Derefter lod jeg Alem-den-pjaltede omfavne mig. Alem havde holdt os borte
fra de vilde dyr. Ved afrejsen havde han sagt: "Den, der vil hen
til fartøjets bygherre, må følge dyrene. De kender
vejen. Men han må ikke indhente dem. De er farlige og tørster."
Ved hjælp af hans fine næse og evne til ud fra et par pelshår
i en fordybning at finde frem til, hvad det var for et dyr, der gik foran
os, og hvor stort dets forspring var, havde han bragt os sikkert over
højdedragene. Jeg trykkede mig ind til ham, og han lagde armene
om mig. Han stod længe med mig, hænderne og fingrene bevægede
sig frem og tilbage over lænden på mig. Han havde meget mere
tøj på end jeg. Jeg havde kun et lændeklæde og
en omhyggeligt foldet krave om halsen. Han bar en kappe med lange skøder,
så kun hænderne og fødderne ikke var dækket.
Derfor lignede omfavnelsen mere en indsvøbning, ligesom når
nogen, der ryster af feber, bliver pakket ind. Han holdt munden hen til
mit øre og sagde mit navn. Jeg bevægede mig ikke, jeg gav
ham tid til at tænke sig om og lukkede øjnene for at komme
mig over forbløffelsen over, at han forlod os.
"Jeg går ikke med, Re Jana," hviskede han. "Jeg kan
ikke lide det her sted. Jeg fulgte med så langt, fordi jeg ikke
troede på det. Nu ser jeg det med egne øjne: et skib uden
flod, uden sø, uden hav, en virkelighed lige så vanvittig,
som den lød i sangene." Han stod tæt op ad mig, også
med bækkenet og knæene.
"Du har ikke været nede og kigge på det endnu,"
hviskede jeg tilbage. "Der er ting, som man ikke kan se herfra."
"Jeg har talt med græsskærerne. De lader, som om de går
ud og arbejder, men de stikker af. Her gælder ingen anden lov end
vanviddets."
Jeg så op på himlen, hvor der ikke var så meget som
en sky, der ellers kunne have fået området til at virke mindre
uendeligt. "Vi var ikke færdige endnu. Der var så meget
mere, du skulle have lært mig," sagde jeg. Jeg stak fingrene
ind i halsudskæringen på hans dragt og strøg ham over
nøglebenet. Det havde jeg haft lyst til i al den tid, jeg havde
kendt ham; jeg pillede ved kanterne på hans tøj, fordi det
var dér, begyndelsen af hans hud befandt sig.
"Gå ud og find dig en mand. Gør med ham, hvad jeg har
lært dig, så bliver du lykkelig." Han trykkede læberne
mod mine øjne, først det venstre, så det højre.
Han var meget ældre end mig, mere end dobbelt så gammel. I
ugevis havde han spist det samme som os, men han lugtede stadig af de
ting, som hans folk levede af, og af den blanding af fedt og aske, som
rrottikaerne gned sig ind i. Han havde altid tømt sin vandsæk.
Han havde aldrig gemt noget at vaske sig i. Jeg var kommet til at holde
af hans lugt, men nu ved afskeden lugtede han igen af den tilfældigt
forbipasserende rrottika, der gør, hvad man beder ham om, fordi
man betaler ham, men som ikke har forståelse for, hvad der driver
en.
Min far sagde: "Vi har ikke hele dagen." Alem-den-pjaltede og
lille Put hilste min mor med et buk. Hun blinkede med øjet, også
til drengen. Vi så efter dem, til de var nået hen til buskadset
længere henne. Det var det sidste, jeg så til Alem. Han havde
lært min far at være på farten. Han havde lært
ham om solens position og stjernernes bevægelse. Og når min
far havde set alle stjernerne og sov, kaldte Alem-den-pjaltede mig hen
til sig. Mig havde han lært om kærligheden.
På dansk ved Aino Roscher