Regnens Forbandelse, Anne Provoost
På dansk ved Aino Roscher
Indledning
Vi forlod vores land, fordi sumpene, som vi fiskede ved,
løb fulde af vand. Højvandsgrænsen kom tættere
og tættere på den skråning, hvor vi tørrede vores
fangst, og i årevis gjorde vi vores bedste for at flytte med grænsen.
Men til sidst gik det ikke længere. Vandet truede vores huse, børn
druknede, høstudbytter og fangster rådnede. Vi besluttede
os for at rejse bort, et godt stykke østpå, til det sted
langt inde i landet, hvorom de omvandrende rrottikaer hævdede, at
der levede bådebyggere, som var ved at konstruere det største
fartøj nogen sinde, og som søgte efter arbejdere. Vi købte
et æsel og et telt af huder, som vi møjsommeligt lærte
at sætte op. Derefter rejste vi ind i landet, væk fra sumpene
og dammene, hvor vi havde levet i generationer. Min far fik sine brødre
og fætre til at lyse ved vores afrejse. En sidste gang skuede han
ud over de fartøjer, han havde bygget, de lå side om side
i vandkanten. Han sang, da han gik derfra, men den, der lyttede godt efter,
kunne høre, at det var forbandelser.
Da vi så os tilbage fra den første bakketop, kunne vi se
faklerne trække ud til siderne, hver især forsvandt ind til
sig selv. Jeg vidste, hvad de sagde til hinanden ved deres hængekøjer.
At det stigende vand ikke var den virkelige årsag til, at vi forlod
Kana'an. At min far havde givet efter for min mors vilje. At vi ville
komme til at fortryde det og ville være tilbage, inden årstiderne
skiftede.
Jeg havde ikke behov for faklerne og de høflige afskedshilsner.
Jeg ville helst være taget af sted, uden at nogen opdagede det.
Alligevel udstødte jeg et hyl fra toppen af bakken. Jeg råbte:
"Vi får det godt det nye sted, meget bedre end her! I vil komme
til at høre om os i sangene og legenderne." Min stemme knækkede
over, jeg var hæs af det hårde arbejde i de forgangne dage.
Jeg anstrengte mig så meget, at krukkerne i mit åg bankede
rystende sammen. Jeg skulle lige til at råbe noget mere, men jeg
holdt ordene tilbage, fordi jeg syntes, det så ud, som om der kom
lys i en døråbning. Var der nogen, der kom ud med en ny forsvarstale,
den afgørende, der ville få os til at blive? Jeg støttede
ågets ene ende på jorden. Vi var kun gået op ad én
skråning, og jeg trængte allerede til et hvil.
Der kom ikke nogen udenfor. Olielamperne blev tændt med ild fra
faklerne, mens man ventede på, at dagen gryede, og faklerne blev
slukket. Min far sagde: "Råb ikke sådan, og pas på
dine ting, Re Jana. Strø ikke om dig med lykken, hvis du vil undgå,
at alt det, der kunne finde på at modarbejde os, skal få øje
på os." Jeg tog åget på skuldrene igen og gik videre.
Der var ikke nogen lykke at strø om sig med, det vidste han lige
så godt som jeg. Der var kun en mat, tankeløs fuldbyrdelse
af min mors plan.
Vi udgjorde en særpræget karavane. Forrest
gik Alem-den-pjaltede, vores fører, der ikke var beslægtet
med os, men drog med for at vise vej. Han var rrottika. Ligesom alle andre
rrottikaer var han fattig, han levede fra hånden i munden og spurgte
ikke til vores skæbne, da han hilste på os. Vi kaldte ham
den pjaltede på grund af det lange overskæg, de hængende
skuldre og tøjet, der var lige så gråt som det mudder,
det blev vasket i. Han lugtede ikke af olie som os, men af fedt. At min
far tog ham i sin tjeneste havde at gøre med hans talent. Af små
spor på jorden og næsten usynlige pelshår i tjørnebuskene
kunne han se, hvilken vej de dyr, vi fulgte, var gået. Han lærte
os at se halvt. Så længe man kiggede normalt, så man
kun de huller, som regnen havde lavet i støvet. Ved at se halvt,
ud ad øjenkrogen, vende øjet hurtigt væk eller kigge
ud gennem øjenvipperne kunne man få øje på en
streg i landskabet, det spor, som man havde tabt.
Han havde sin søn med sig, en lille fyr, ikke engang halvt som
gammel som mig, der blev kaldt Put. Vi var lige mørke, så
selv rrottikaerne på vores vej troede, at han var en af vore. Han
var opmærksom. Hans far ville have ham til at kigge ned i jorden
og ud i horisonten, han pegede på de små folder i landskabet,
der afslørede, at der var klipper eller vand, men det var ikke
de ting, drengen havde øje for. Hans opmærksomhed var rettet
mod os. Han var den første, der lagde mærke til, at nogen
havde et væskende sår under neglen, eller at solen sved vores
hud. Så råbte han: "Far, jeg er dødtræt,"
men han blev ved med at løbe frem og tilbage, også længe
efter at vi havde sat os og somme tider oven i købet var faldet
i søvn.
Bag Alem gik æselet. Det var ungt og føjeligt om dagen, men
blev truet så meget af piske og syle i drømme om natten,
at det blev ved med at skryde og holde os vågne. Dets skuldre var
pakket ind i tæpper for at undgå slidsår. Det trak den
sivbåre, som min mor lå på. Bårens ene bøjle
hvilede på æselets flanker, den anden side var gjort flad
og slæbte hen over jorden. Hvis man ville følge efter os,
behøvede man bare at kigge efter den dybe fure, som vægten
af min mors krop efterlod i højdedragene. Ligesom æselet
var hun svøbt ind i tæpper, der var fyldt med tørt
græs. Ikke at det hjalp så meget: allerede efter nogle få
dage var hendes ryg blå af stødene og gnidningerne, og baghovedet
var så godt som skaldet. Vi standsede oftere for at anbringe hende
i en ny stilling end for at drikke.
Så var der mig, Re Jana. Jeg var næsten fuldt udvokset. Den
hast, hvormed mine lemmer blev længere, aftog. Jeg var næsten
lige så stor som min far, jeg kunne bruge de reb til mit åg,
som han havde lavet til sig selv. Jeg bar krukkerne med olie og duftstoffer.
Når jeg snublede, bankede krukkerne mod hinanden, og så kom
jeg til at ligne et lille vildt orkester. Tæt ind til kroppen, mod
skuldrene, havde jeg mit forråd af vand. For at vænne mig
til livet inde i landet drak jeg kalabasser fulde; Alem påstod,
at det hjalp. Ligesom tørt brød tager kvalmen om bord på
en båd, sagde man, at væske i maven beskyttede mod angsten
og den trykkende fornemmelse inde i landet. Jeg tog hvert et ord fra Alems
mund for gode varer. Han rejste omkring, han havde set verden! Jeg havde
aldrig rigtigt kunnet skjule min interesse for hans folk, for deres stribevis
af børn, for hvordan de om morgenen rystede det tøj, de
havde sovet i, som vandfugle ryster deres fjer, og fra det ene øjeblik
til det andet hægtede deres ejendele sammen til en kæde og
smed dem over dyrene, tog børnene op på hofterne og forsvandt.
De kunne klare sig uden mad i dagevis, fra barnsben af lærte de
at vænne sig til følelsen af nagende sult. Afsavn var ikke
andet end en gene.
Min far gik bagest. Han tog det for givet, at en rrottika ikke kunne have
ret hele tiden, og betalte prisen for det: Han nægtede at drikke
uopvarmede drikke, og før det var blevet aften, indtog han normalt
ikke andet end dråberne fra brombærrenes bægerblade,
som solen havde varmet op. På den måde gjorde landet ham syg.
Han pløjede gennem jorden med sin stok, som om den ikke skulle
støtte ham, men bruges som åre. Han var ikke vant til at
gå langt, det var kun få gange i sit liv, han havde tilbagelagt
større afstande end et par gange længden af sin båd.
Han havde kræfter i armene, men ikke rigtigt i benene. Alligevel
snublede han aldrig, hans opmærksomhed på stiens ujævnheder
blev ikke svækket et sekund. Hans balancesans var af stor betydning,
for det var ham, der bar det bur med silkelarver, som var fremstillet
specielt til rejsen. Den lille morbærbusk havde rødderne
i vand, så larverne risikerede at drukne. Han bar også varmebækkenet,
det glødende svar på sult og kulde. Men frem for alt opfyldte
han min mors drøm: Han fik hende væk fra vandet. Han virkeliggjorde
sit løfte om at leve i stenørkenen, finde et andet arbejde
og et andet sted at bo, langt fra sumpene med deres nervepirrende tidevand.
Vi gik i ugevis. Vi forlod det landskab, vi kendte. Vi krydsede flodlejer,
fyldte vores vandsække og begav os ind i et tørt område
fuld af stykker af forstenet kalk, der stak op gennem det tynde jordlag
overalt. Vi passerede enge fyldt med skærende græsser, skæve
akacietræer og figentræer uden frugter og overnattede under
tamarisker med revnet bark og dunbløde blade. For hver dag, der
gik, bandt min far en knude i sit bælte. Til sidst var bæltet
så kort, at det ikke længere kunne nå rundt om hans
magre talje. Han var grå i hovedet. Tomheden, vandreblokkene, savnet
af siv og moskitoer tappede ham for energi. Hver aften vaskede han min
mor med det vand, han havde samlet. Han varmede det op, til det var lige
så varmt som hendes hud. Selv drak han kun lige nok til at kunne
holde sig på benene. På vejen hen til skibsbyggerne blev vi
ved med at bønfalde ham om at drikke. Først da vi var kommet
forbi klippen, bag hvilken hammerslagene lød, og han betragtede
det kæmpemæssige skib, som man havde fortalt os om, greb han
uden et ord ud efter vandsækken ved min skulder og drak med et lille
barns grådighed, til sækken var så tom og slap, at den
tog hans udsigt til værftet.
De omvandrende rrottikaer havde ikke løjet. På den anden
side af de forrevne højdedrag, på et sted, hvor man ventede
tomhed eller højst en lille boplads, var der anbragt et værft,
der bredte sig som en sø. Stedet var knastørt og oversået
med klippeblokke, bortset fra et vandhul omgivet af buske, hvor folk hele
tiden gik til og fra. Det første, der mødte en, var lugten
af beg. Derefter fulgte lydene. Luften var fuld af hamren og høvlen,
støjen fra larmende og rystende bor nåede en over bakkekammen.
Og så, når man var kommet op på toppen, fik man pludselig
udsigt til noget, der lignede en by, som var ved at blive opført.
Synet af så mange stabler træ var overvældende i et
skovfattigt område som det her. Vinden fik høvlspånerne
til at hvirvle op, som om det var støv. Alle vegne stod der telte,
huse af klippesten og barakker med utallige arbejdere, der var travlt
optaget som myrer, og det mest iøjnefaldende var det telt for foden
af bjerget, hvor alle veje så ud til at føre hen, det var
rødt, som om det var dyppet i okseblod. Teltets åbning vendte
mod dalen, det gabte mod værftets hjerte, det sted, der gjorde vores
munde knastørre.
Oven på en bred fordybning i det hårde underlag stod der et
kæmpemæssigt stillads, der holdt en bådformet konstruktion
fast i et spindelvæv af vandrette og lodrette støttebjælker.
Det her var, hvad man morede sig over i sumpene: skibet i stenørkenen.
Det var ikke så højt endnu. Det var stadig en skitse af sig
selv. Det angav, hvor stort det ville blive engang, men bar endnu præg
af, at planen var lidt uklar. Forrådet af træ og beg omkring
det afslørede arkitekternes ambitioner. Det første, man
blev klar over, når man søgte arbejde ligesom os, var, at
projektet dernede i dybet blev båret af noget stort, at det for
længst var holdt op med at være en drøm. Måske
var det det, der fik min far til at gribe så tørstigt ud
efter vandsækken.